damascenerstål

Damascenerstål, et højkullet stål, som især er blevet kendt for dets anvendelse i orientalske sværdklinger. Ståltypen har været brugt i Indien og Persien allerede på Alexander den Stores tid, men blev først kendt i Vesten under sammenstødene mellem korsfarerne og saracenerne i 1000-1200-t. Navnet opstod formentlig på den tid, fordi Damaskus var centrum for handel med damascenerstål.

Stålet har hovedsagelig været anvendt til blankvåben og har altid haft et godt ry på grund af klingernes fremragende styrke og smukke udseende. Lige indtil for nylig har fremstillingsmetoden været gådefuld. Vestlige sværdsmede har været ude af stand til at eftergøre den ægte damascenerklinge. Moderne forskning har vist, at stålet fremstilledes af kulstoffrit blæsterjern, der pakkedes i en lukket lerdigel med trækul og grønne blade og opvarmedes til 1200 °C. Efter flere døgn var jernet blevet omdannet til stål med 1,5-1,7% kulstof, der samlede sig på digelbunden som en ca. 1 kg tung bolle. Dette halvfabrikat, wootz, fremstilledes især i det nordlige Indien, hvorfra det solgtes både til Persien og Rusland, hvor det kaldtes bulat. Bulat-bollen straktes til klinger ved temperaturer på 1100-1200 °C, og man fortsatte med gentagne smedninger og opvarmninger. Klingen færdiggjordes ved så overraskende lave temperaturer som 600-700 °C. Endelig gennemførtes hærdning og anløbning. Temperaturerne blev vurderet ud fra farven på det glødende stål.

Resultatet var en meget stærk klinge, hvis egenskaber beroede på en kombination af martensit og ultrafine udskillelser af cementit (0,5-1μm) dels i korngrænser, dels i bånd langs urenheder af fosfor og svovl. Ved polering og bejdsning fremkaldtes smukke, uregelmæssige mønstre ligesom mælkeveje af fine cementitpartikler. Selvom mønstrene først kunne ses efter bejdsningen, var smedene i stand til at frembringe kunstfærdige figurer. Mest efterspurgt var "De fyrretyve trin på Muhammeds stige".

I romer- og vikingetiden produceredes der i Europa mange våben ved mønstersvejsning, en metode, der i ældre litteratur fejlagtigt også betegnes damascering, men som er aldeles forskellig såvel i fremgangsmåde som i anvendte materialer.

Se også jern.