Jern (ernæring), Jern er livsvigtigt for mennesket, da det indgår i de iltbindende proteiner hæmoglobin og myoglobin. Et voksent menneske indeholder 3-4 g jern, heraf findes 60% i hæmoglobinet i de røde blodlegemer, 9% i myoglobinet i muskelcellerne og resten som depoter i lever, milt og knoglemarv indbygget i proteinerne ferritin og hæmosiderin. Jernmangel er den hyppigste ernæringsbetingede mangeltilstand og findes hos ca. 10% af menstruerende kvinder, men sjældent hos kvinder efter overgangsalderen og mænd. Jernbehovet er størst under opvæksten, hos menstruerende kvinder, gravide og bloddonorer. Det daglige jerntab med hud, hår, negle, sved, urin og afføring er ca. 1 mg. Med menstruationsblodet tabes gennemsnitlig 14 mg jern. For at være i balance skal menstruerende kvinder i gennemsnit optage 1,5 mg jern daglig; kvinder efter overgangsalderen og mænd 1 mg.

Fødens jern består af organisk jern (hæmoglobin, myoglobin) og uorganisk jern. Af organisk jern optages 20-30% i tarmen. Kun jern (II) kan optages i tarmen. Af fødens uorganiske jern optages 10-15%. Optagelsen fremmes af mavesyre og C-vitamin og hæmmes af mælk, te, kaffe, æg og klid. Til de mest jernholdige levnedsmidler hører kød, lever og fødevarer indeholdende blodprodukter, fx blodpølse, som alle indeholder meget organisk jern. Desuden spinat, grønkål og persille, som indeholder uorganisk jern. Hovedparten af det optagne jern transporteres med blodet til knoglemarven og anvendes til produktion af røde blodlegemer. Når disse går til grunde, genbruges det frigjorte jern til dannelse af nyt hæmoglobin.

Den anbefalede daglige jernindtagelse er 10 mg indtil 12-årsalderen; i 13-18-årsalderen 12 mg hos drenge og 20 mg hos piger. Menstruerende kvinders behov er 15 mg ligesom under graviditet og amning. Hos kvinder efter overgangsalderen og mænd er behovet 10 mg. Kvinders daglige kost indeholder gennemsnitlig 9 mg og mænds 12 mg jern. En almindelig vitaminmineraltablet indeholder 10-20 mg jern (II). Den hyppigste årsag til jernmangel hos kvinder er kraftige menstruationer. Brug af p-piller nedsætter, mens brug af spiral øger blodtabet under menstruation. Jernoptagelsen i tarmen stiger ved jernmangel og falder ved jernoverskud. Hæmokromatose er en arvelig sygdom med unormalt høj jernoptagelse i tarmen.

Læs mere om jern.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig