Perlit, (af perle og -it), vigtig strukturbestanddel af stål, stålstøbegods og støbejern. Perlit består af tynde, sammenvoksede lag (lameller) af ferrit og cementit. Lamelafstanden er af samme størrelsesorden som bølgelængden af synligt lys, hvilket medfører, at en perlittisk overflade bryder lyset som et gitter og giver en svag perlemorsglans (heraf navnet). Perlit dannes ved langsom køling af jernets højtemperaturform, austenit, og bliver særlig veludviklet ved normalisering. Jern med 0,76% kulstof, den eutektoide sammensætning, omdannes fuldstændigt til perlit. Konstruktionsstål, der i reglen har mindre end 0,25% kulstof, indeholder kun ca. 25% perlit, resten er ferrit. Ståls mekaniske egenskaber afhænger af perlittens mængde og cementitlamellernes størrelse og afstand. Jo finere struktur, des større flydespænding og hårdhed.