Elektrofilter. Øverst et elektrofilter med lodret gasstrøm, nederst med vandret gasstrøm (kun plader og tråde er vist), som er den almindelige form i store filtre.

.

Elektrofilter, elektrostatisk separator, apparat til udskillelse af partikler (støv) fra luft eller gas ved hjælp af en elektrisk spændingsforskel. Den støvholdige gas, fx røggas, føres igennem et kammer, som er opdelt i kanaler ved hjælp af lodrette stålplader, udfældningspladerne. I mellemrummene er udspændt lodrette tråde parallelt med pladerne. Der påtrykkes en betydelig elektrisk spændingsforskel imellem tråde og plader, 30-100 kV, alt efter afstanden mellem tråde og plader, således at man får en svag elektrisk udladning, en koronaudladning. Herved ioniseres en del af gassens molekyler, og ionerne slår sig ned på støvpartikler, som derved får en elektrisk ladning. Partiklerne tiltrækkes nu af pladerne, hvor de fastholdes. Med jævne mellemrum vibreres pladerne, så støvet falder ned i filtrets bundsilo.

Elektrofiltret er en af de mest effektive metoder til udskillelse af meget fint støv. De stigende krav til afgassers rensning har medført, at det bruges i stadig flere processer. Elektrofiltrets energiforbrug er beskedent, og det kræver kun lidt vedligeholdelse, men det er kostbart at anskaffe.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig