luftdestillation

Luftdestillation, adskillelse af den atmosfæriske lufts bestanddele ved destillation af flydende luft. Tør luft indeholder (i vol.%) 20,95% oxygen, 0,93% argon, 78,12% nitrogen, spor af neon og helium samt små mængder af carbondioxid. Disse gassers kogepunkter falder i den nævnte rækkefølge fra oxygen til helium, hvilket gør det muligt at adskille dem ved destillation. Carbondioxid må fjernes ved en adsorptionsproces, før luften gøres flydende. Ved atmosfæretryk koger oxygen ved −183 °C, og nitrogen ved −196 °C.

Carl von Linde udviklede omkring 1900 et destillationssystem bestående af to sammenbyggede kolonner (se destillation). Den nederste kolonnes topkondensator er samtidig den øverste kolonnes koger. Den nederste kolonne arbejder ved et tryk på ca. 5 bar, mens der er atmosfæretryk i den øverste. Luften gøres flydende ved den såkaldte Lindeproces (se lavtemperaturteknik). Den nederste kolonne adskiller den flydende luft i en oxygenrig og en nitrogenrig væske, som begge føres til den øverste kolonne. Fra dennes top udtages ca. 99% ren nitrogen, og fra dens bund oxygen med en lignende renhedsgrad, begge i gasform. Argon, hvis kogepunkt ligger imellem de to hovedkomponenters, vil have sin højeste koncentration, ca. 10%, i den nedre del af den øverste kolonne. Hvis argon ønskes udvundet separat, udtages en strøm af den argonrige væske til behandling i en lille sidekolonne. Hvis dette ikke gøres, vil argon fordele sig imellem de to produktstrømme nitrogen og oxygen. De meget lavtkogende komponenter neon og helium vil samle sig i gasform i den nederste kolonnes topkondensator, hvorfra de må blæses ud, idet de ellers vil sætte denne kondensator ud af drift. De kan blæses ud i atmosfæren eller til et særligt adskillelsesanlæg, hvis man vil producere ren neon og helium.