Luftrensning, fjernelse af støv og giftige eller ildelugtende gasser fra luft. Luft med sådanne forureninger forekommer i en lang række industrielle processer, fx forbrænding, formaling, tørring, ekstraktion og organisk-kemiske synteser.

En række af kemiteknikkens enhedsoperationer kan anvendes til luftrensning. Støv kan fjernes med afbøjningsseparatorer, cykloner, elektrofiltre eller posefiltre (se filtrering). Forskellige former for luftvaskere, hvori luften behandles med forstøvet vand, er også vigtige. Uønskede dampe og gasser kan fjernes ved absorption: I et tårn strømmer luften opad igennem en fyldning af små keramiske ringe eller "sadler". Fyldet overrisles fra oven med en væske, der kan opløse eller kemisk binde den forurenende luftbestanddel. Fx kan sure gasser som svovldioxid og hydrogenklorid bindes i en vandig alkalisk opløsning af soda eller natriumhydroxid. Dampe af organiske opløsningsmidler kan fjernes ved adsorption på aktivt kul.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig