Multipel cyklon, (1. ord af lat. multiplus 'mangfoldig', af lat. multiplex), i kemiteknik batteri af små støvcykloner (se cyklon), som er sammenbyggede i en kasseformet eller cylindrisk beholder. Cyklonerne er parallelkoblede, dvs. luftstrømmen fordeles ligeligt imellem dem; trykfaldet gennem cyklonbatteriet holdes nede på en rimelig størrelse ved at anvende mange cykloner, fx 25. Fordelen ved at bruge smalle cykloner er, at en cyklons effektivitet (målt som den procentdel, som den kan udskille af partikler af en given størrelse) vokser med aftagende cyklondiameter.