ringovn

Ringovn, ovn, som består af en aflang, ringsluttet række af fx 16 kamre, hvori man kan brænde mursten og andre teglværksprodukter. Denne ovntype har også været brugt til kalkbrænding. Gennem portåbninger i ringens ydervæg bringes materialet ind og stables. Der efterlades plads til fast brændsel og passage af den varme røggas. I de kamre, som ligger i ringens modsatte side, foregår der samtidig en forbrænding: Forbrændingsluften forvarmes ved at passere de endnu varme kamre, hvorved disses indhold køles. Den hede røggas ledes igennem nogle af de kamre, der ligger efter brændkammeret. Røggassen forvarmer således de kamre, som står for tur til at brændes. På et tidspunkt brænder den indsatte papirvæg i det forreste af disse kamre, og kammeret bag det kommer med i processen. Hvert kammer har altså en stadig skiftende funktion: forvarmning, brænding og køling af materialet. Brændingen i et enkelt kammer kan vare fx ti timer, og en fuldstændig ovncyklus varer derfor flere døgn.

Ringovnen blev opfundet i 1858 af F.E. Hoffmann, et stort fremskridt i ovnteknikken. Omkring 2000 blev ringovnen næsten fuldstændig afløst af tunnelovnen, hvori godset kører på vogne igennem zoner med forvarmning, brænding og afkøling. Se også teglværk.