I emaljearbejder anvendes flere teknikker, der kan inddeles i fire hovedtyper: 1) Ved celleemalje eller cloisonné anbringes emaljen mellem tynde metaltråde, der er fæstnet på et metalunderlag, og efter brændingen planslibes overfladen; en variant er trådemalje, hvor spiralsnoet tråd danner en ophøjet væg mellem nedsænket emalje; en anden variant er vinduesemalje eller plique à jour, hvor emaljen udfylder et netværk af tråde, der isoleres fra underlaget, som fjernes efter brændingen.
2) Ved grubeemalje eller champlevé lægges emaljen, der kan være gennemskinnelig eller dækkende, i udstansede furer i metalgrunden; ved reliefemalje eller basse-taille anvendes især gennemskinnelig emalje, idet motivet graveres eller drives ned i grunden, således at lyset reflekterer farven med vekslende intensitet efter emaljelagets tykkelse.
3) Ved emaljeplastik dækkes høje relieffer med emalje, eller den modelleres til små figurer på et trådskelet.
4) Ved maleremalje males motivet med en pensel, ofte på en kobberplade, og genstanden brændes efter påføringen af hver farve.
Emaljeteknikken kom til Østasien fra Mellemøsten i 600-700-t. Cloisonné var den almindeligst anvendte teknik indtil 1700-t., hvorefter også emaljemaling blev taget i brug. Mønstrene blev som oftest udført i rødt, gult, grønt, sort og hvidt på blå og turkis bund. Lotusblomsten er et meget benyttet motiv i de tidlige kinesiske arbejder, senere ses blomstrende kviste, frugter, fugle, havescener, mennesker og dyr, og i japanske emaljearbejder ses desuden tekstilmønstre.
Emalje anvendtes oprindelig på vaser, fade og skåle; med tiden også på dyrefigurer og nipsgenstande. Se også Kina (kunsthåndværk) og Japan (kunsthåndværk).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.