flise

Assyrerne kendte kunsten at glasere mursten, og flere af deres paladser var udsmykket med polykrome, glaserede relieffriser. Muslimerne videreførte og udviklede traditionen til et højt kunstnerisk niveau; keramisk mosaik og flisekompositioner findes i mange variationer. I hele det islamiske område anvendtes glaserede fliser til indendørs og udendørs vægbeklædning med geometriske mønstre, plantemotiver og kalligrafi. Gennem maurerne fik portugisere og spaniere en helt særlig opfattelse af flisemotiverne, og azulejos-værkstederne videregav denne tradition, der stadig vedligeholdes med meget store flisebilleder og udsmykning af bygninger.

Fra 1500-t. vandt fliserne udbredelse i Nederlandene som vægbeklædning, og i Holland udvikledes i 1600-1800-t. en storproduktion af fliser med eksport til mange lande. Almindeligst var de blå eller manganviolette fliser, mere kostbare var de brogede, polykromt bemalede, som ofte havde tulipaner som deres hovedmotiv. Hver flise havde sit eget motiv, fx skibe, soldater, hyrdescener, bibelske scener og landskaber. Større billeder, sat sammen af flere fliser, kunne fremstille bl.a. søslag, dyr eller blomster. Flisernes tykkelse sammenholdt med motiverne, ikke mindst hjørneornamenterne, er med til at datere dem.

Fliserne fandt også vej til Norden, over Holstens og Slesvigs kystområder op til Rømø og Fanø, ofte fragtet som ballast i skibene. Hjemlige fabrikker som Store Kongensgade Fajancefabrik, Kastrup Fajancefabrik og Kellinghusen-fabrikkerne i Holsten tog fliseproduktionen op i 1700-t. De danske fliser brugtes mest til ovnvægge, hvor fliserne beskyttede væggen bag kakkelovnene, samtidig med at de reflekterede varmen ud i rummet. Fliserne anvendtes også til belægning på fliseborde, hvor temaskinen kunne have sin plads (se bakkebord). På Eremitageslottet, Frederiksborg Slot og Rosenborg er der bevaret fliseklædte rum. Se også kakkel.