Fra Den Nære Orient spredtes kendskabet til keramikfremstilling til Grækenland og langs Middelhavets kyster til Sydfrankrig og Spanien. De ældste græske keramikfund er fra bopladslag i Franchthihulen på Peloponnes, hvor beboerne ser ud til at have optaget pottemagerkunsten omkring 6700 f.Kr., noget senere end husdyrhold og agerbrug. Der er tale om simple, som regel uornamenterede kar, evt. med små pålagte vandrette lister og øskner til ophængning.
Fra Grækenland udbredtes pottemagerkunsten samtidig med agerbruget mod nord til det øvrige Balkan, hvor der i 5000-t. f.Kr. udvikledes en serie kulturer, bl.a. Starčevo-, Criş- og Körös-kulturerne, der ud over en ret grov vare til kogekar og opbevaringskar også fremstillede fine kar med påmalede, oftest brune eller sorte geometriske mønstre på rød bund. Karrene, ofte skåle på en lille fod, har formodentlig haft en særlig rituel funktion ligesom de små leraltre og lerfigurer af kvinder med stor bagdel, der også er fundet på disse kulturers bopladser. Under påvirkning fra Balkan udvikledes omkring 5400 f.Kr. i det vestlige Ungarn den båndkeramiske kultur, som fik afgørende betydning for spredningen af såvel landbrug som pottemagerkunst til resten af Europa. Den har navn efter sin karakteristiske keramik, som især består af næsten kugleformede lukkede skåle med mønstre af indridsede slyngede bånd. I løbet af få århundreder spredtes kulturen over et meget stort område, især på de frugtbare løssjorder langs Donau og Rhinen. Ofte fulgtes udbredelsen af keramik og agerbrug ad; de fleste steder i Europa er den båndkeramiske kultur både den første bondekultur og den første kultur med lerkarfremstilling. Fra den båndkeramiske kultur spredtes omkring 5000 f.Kr. kendskabet til keramikfremstilling til de jæger- og fiskerkulturer, der levede omkring Nordsøen og Østersøen i Holland, Nordtyskland og Polen, og derfra til Danmark.
Drejeskiven var kendt i middelhavsområdet allerede i bronzealderen; nord for alperne blev den først brugt af kelterne i århundrederne før Kristi fødsel.
Grækenland og Italien. Ser man nærmere på keramikfremstillingen i det ægæiske område, er de keramiske genstande kendetegnet ved at være håndlavet og undertiden poleret. Det fineste lertøj fra denne tid blev fremstillet i Thessalien og på Kreta; se også Grækenland i oldtiden (billedkunst). Fra Thessalien stammer bl.a. Sesklo-keramikken, som har røde flamme- og zigzagmønstre på lys bund. På Kreta fremstilledes en fin højglanspoleret og ensfarvet keramik. I bronzealderen dominerede på fastlandet keramikken fra Peloponnes og Boiotien. Den tidlige bronzealderkeramik var ensfarvet og håndlavet, men formgivningen viser indflydelse fra det hastigt voksende metalhåndværk. På Kykladerne anvendtes indridsede dekorationer, især spiraler, mens man på Kreta fremstillede den såkaldte Vasiliki-keramik, der har sorte og røde pletter som en efterligning af sten.
Karakteristisk for fastlandet i mellemste bronzealder er den minoiske vare, der er ensfarvet grå, højglanspoleret og fremstillet på drejeskive. Håndgjort keramik med matbemalet sort eller lilla dekoration på hvid grund var dog også udbredt og kendes fra både fastlandet og Kykladerne. Den fineste keramik i mellemste bronzealder er Kamares-keramikken fra Kreta. Den er æggeskalstynd og med rød og hvid dekoration på mørkeblå, skinnende grund. En naturalistisk stil med motiver fra plante- og dyreverdenen vandt udbredelse i løbet af perioden. På Kreta fremstillede man desuden mandshøje tykvæggede forrådskar, pithoi.
Kreta øvede stor indflydelse på fastlandets mykenske kultur i den sene bronzealder. Mange vaseformer har guld- eller sølvkar som forbilleder, og keramikken har omvendt farveskema med mørke og ofte stiliserede motiver på lys bund. Efter at mykenerne ca. 1400 f.Kr. havde overtaget magten på Kreta, udbredtes den mykenske keramik til Egypten, Levanten og Italien. Udbredelsen skete ofte i forbindelse med eksport af fx olie, der transporteredes i bøjlekander. Slutningen af den mykenske tid (ca. 1100 f.Kr.) betegnede en nedgangsperiode både mht. kunstnerisk kvalitet og fantasi.
Ud fra de mykenske mønstre udvikledes med Athen som et dominerende centrum den protogeometriske og geometriske stil, der karakteriserer den følgende periodes keramik (1100-700 f.Kr.). Under indflydelse fra Orienten opstod herefter (ca. 700-625 f.Kr.) med centrum i Korinth den forfinede orientaliserende stil med dyrefriser og ornamenter. Figurerne står i sort silhouet mod lys baggrund i sortfigursteknik, og detaljer er indridset eller tilføjet i hvide og lilla farver. Teknikken udvikledes til perfektion af athenerne, der ca. 550 f.Kr. overtog førerstillingen og dominerede produktionen af sort- og senere rødfigurskeramik indtil 300-t. f.Kr., hvorefter den bemalede keramik gik af mode. I det græske Syditalien var rødfigurskeramikken dog udbredt længere. Den bemalede keramik blev erstattet af bl.a. ensfarvede sorte kar med indstemplet eller indridset dekoration og såkaldte megariske bægre, dvs. skåle med reliefdekoration fremstillet i forme.
I Italien begyndte keramisk produktion ved overgangen til neolitikum, ca. 6000 f.Kr. Den tidlige keramik var ensfarvet og dekoreret med indridsede mønstre, men fra slutningen af neolitikum findes også bemalede vaser. I bronzealderen var der et meget stort antal lokale stilarter. Efterhånden blev den appenninske keramik dog dominerende. Den er håndlavet, ensfarvet og højglanspoleret, ofte med horn på skålranden.
Etruskerne lærte drejeskiven at kende fra grækerne i 700-t. f.Kr. og begyndte samtidig at imitere den græske sort- og rødfigurskeramik. Den bedst kendte lokale etruskiske keramik er den sortgrå bucchero. Etruskerne anvendte også i udstrakt grad farverige keramikrelieffer i deres templer og huse.
Hos romerne var keramikken overvejende masseproduceret, idet den blev brugt som emballage til vin, olie og fiskesovs. Fra 400-t. f.Kr. vandt med forbillede i græsk keramik en blank, ensfarvet sort vare brugt som bordservice frem. Den afløstes ca. 50 f.Kr. af den røde blanke arretinske keramik. Arretinsk keramik, fra nutidens Arezzo, var fra et af de største produktionscentre for keramik. Denne type blev især imiteret i Gallien og Nordafrika, og begge steder blev den genstand for masseindustri og eksport. Ud over vaser til køkken, bord og transport blev der fremstillet en lang række andre lervarer, heriblandt lamper, tegl, skulpturer, vævevægte, sarkofager og urner.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.