Afioniseret vand, demineraliseret vand, vand, som er befriet for alle opløste mineraler, og som fx kan anvendes, hvor tilkalkning er uønsket. Det fremstilles af vand gennem en rensningsproces, hvori det vigtigste led er ionbytning. Her fjernes fx calciumioner, fosfationer og nitrationer. Som regel fjernes også alle opløste luftarter, fx kuldioxid og ilt. Afioniseret vand er lige så kemisk rent som destilleret vand, men billigere at fremstille.

Vigtigst er anvendelsesmuligheden ved fremstilling af damp i dampkedler. Anvendes også som rensevæske ved halvlederfremstilling. I husholdningen anvendes afioniseret vand i dampstrygejern, enten ved direkte påfyldning eller ved omdannelse af postevand ved hjælp af en medfølgende ionbytter.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig