Polyamider, polymerer, hvis repetitionsenhed i molekylkæderne er af amidtypen og derfor indeholder gruppen −NH−CO−. Betegnelsen anvendes normalt kun om de syntetiske polymerer, men formelt indgår amidgruppen også i polypeptider (se peptider). Syntetisk fremstilles polyamider enten ved polyaddition (se polymerisation), fx polyamid 6 (nylon 6), baseret på den cykliske ε-caprolactam (C6H11NO), eller ved kondensationspolymerisation, fx polyamid 6,6 (nylon 6,6), der fremstilles ud fra adipinsyre og hexamethylendiamin (C6H16N2).

Faktaboks

Etymologi
Ordet polyamid kommer af poly- og amid.

Et særligt kendetegn ved polyamider er brintbindinger mellem amidgrupperne på forskellige kædemolekyler. Dette øger deres krystallinitet og smeltepunkt og medvirker til stor styrke og evne til at modstå udmattelse og gentagne slagpåvirkninger.

Polyamider finder stor anvendelse til kemofibre med god styrke og elasticitet, fx nylon, og som konstruktionsplast til stærkt belastede emner, fx glidelejer og koblinger. Det anvendes desuden til kabler, spoler, kapper til elektrisk udstyr, karburatordele, brændstofbeholdere, flasker og køkkenudstyr.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig