Polyvinylacetat, PVAc, amorf polymer med en glasovergangstemperatur på 28 °C. Den har stor lys- og vejrbestandighed og er opløselig i en række opløsningsmidler. PVAc fremstilles ved polymerisation af vinylacetat. Den vigtigste anvendelse er som bindemiddel i vandige malinger og lime og som mellemprodukt ved fremstilling af polyvinylalkohol. PVAc anvendes også som tyggegummibase og betonadditiv.