Epoxybindemiddel, kemisk hærdende bindemiddel i epoxymalevarer og -lime; indeholder epoxidgrupper, der kan reagere kemisk med polyaminer og polyamider til tværbundne, meget stærke og kemisk modstandsdygtige polymerer. Epoxybindemidler findes som enkomponente ovnhærdende systemer og i tokomponente koldhærdende udgaver. I uhærdet tilstand er bindemidlet sundhedsskadeligt og omfattet af særlige sikkerhedsregler. Lavmolekylære typer er allergifremkaldende.