Olier, triglycerider af fedtsyrer; omfatter animalske og vegetabilske olier som fx fiskeolie og olivenolie. Olier benyttes i lak- og farveindustrien som bindemiddel eller som råvare til fremstilling af bindemidler. Typiske eksempler er de naturligt forekommende, tørrende olier: linolie, kinesisk træolie og oiticica-olie, som alle er umættede, og som derfor er i stand til at hærde ved optagelse af luftens ilt. Malevarer med olier som bindemiddel tilsættes normalt sikkativer (katalysatorer) for at fremskynde hærdningen. Tørrende olier kan under uheldige omstændigheder undergå autooxidation og selvantænde. Se også spiseolie.