Metallografi, læren om metallernes struktur, blandingsforhold og egenskaber. Legeringslæren, dvs. læren om metallernes indbyrdes blandinger og deres blandinger med halvmetaller og ikke-metaller, er en central del af metallografien. Opstillingen af fasediagrammer samt beskrivelsen af faseomdannelser mellem fast og flydende tilstand og mellem to faste tilstande er en anden vigtig del af metallografien. De faste omdannelsers kinetik beskrives bl.a. vha. CCT- og TTT-diagrammer.

Faktaboks

Etymologi
Ordet metallografi kommer af metal og -grafi.

Metallografiens værktøj er først og fremmest lysmikroskopet, men dernæst også elektronmikroskopet, elektronmikrosonden, scanning-elektronmikroskopet og røntgenapparatet. Hertil knytter sig materialeprøvning samt specialapparatur til termisk analyse og måling af faseomdannelser.

Den metallografiske undersøgelse begynder med fremstillingen af en slebet og poleret metalskive. På den polerede overflade kan man i mikroskop studere emnets umetalliske indeslutninger som slagger, grafit, oxider og korrosionsprodukter. Ved en senere ætsning kan man bestemme metallets kornstørrelse og de forskellige metalfasers morfologi. Den trænede metallograf kan vha. disse metoder identificere gængse legeringer og afgøre, om der er tale om et støbt, valset, hærdet eller pulvermetallurgisk produkt, samt afgøre, om emnet har været udsat for mekanisk eller termisk overlast.

Historie

Metallografiske metoder benyttedes først på jernmeteoritter, hvor man allerede i 1812 beskrev Widmanstättenstrukturen og i 1850'erne Neumannbånd og fosfid- og carbidindeslutninger. Le Châtelier og A. Martens udviklede i 1890'erne et omvendt mikroskop, der egnede sig til direkte observation af en polerprøve, det såkaldte slib. Dette blev det store gennembrud for metallografien, især da man kort efter lærte at fotografere gennem mikroskopet.

I 1929 oprettedes en lærestol i metallære ved Polyteknisk Læreanstalt. Her udviklede man i 1950'erne en række apparater, der har vist sig uundværlige for det metallografiske laboratorium og har givet Danmark en førende position på dette område.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig