metallografi

Metallografi, læren om metallernes struktur, blandingsforhold og egenskaber. Legeringslæren, dvs. læren om metallernes indbyrdes blandinger og deres blandinger med halvmetaller og ikke-metaller, er en central del af metallografien. Opstillingen af fasediagrammer samt beskrivelsen af faseomdannelser mellem fast og flydende tilstand og mellem to faste tilstande er en anden vigtig del af metallografien. De faste omdannelsers kinetik beskrives bl.a. vha. CCT- og TTT-diagrammer.

Metallografiens værktøj er først og fremmest lysmikroskopet, men dernæst også elektronmikroskopet, elektronmikrosonden, scanning-elektronmikroskopet og røntgenapparatet. Hertil knytter sig materialeprøvning samt specialapparatur til termisk analyse og måling af faseomdannelser.

Den metallografiske undersøgelse begynder med fremstillingen af en slebet og poleret metalskive. På den polerede overflade kan man i mikroskop studere emnets umetalliske indeslutninger som slagger, grafit, oxider og korrosionsprodukter. Ved en senere ætsning kan man bestemme metallets kornstørrelse og de forskellige metalfasers morfologi. Den trænede metallograf kan vha. disse metoder identificere gængse legeringer og afgøre, om der er tale om et støbt, valset, hærdet eller pulvermetallurgisk produkt, samt afgøre, om emnet har været udsat for mekanisk eller termisk overlast.