Et molekyle, som ikke er identisk med sit eget spejlbillede, kaldes chiralt (kiralt).

Chirale molekyler eksisterer i to former, der kaldes enantiomerer (spejlbillede-isomerer). Enantiomerer har samme smeltepunkt og vil i de fleste spektroskopiske analyser se ens ud. De drejer dog planpolariseret lys forskelligt (optisk rotation), og denne egenskab erderfor vigtig i karakteriseringen. Et enantiomerisk par adskiller sig kun ved arrangementet af atomer omkring et chiralt center (stereocenter). Et chiralt center er et atom i molekylet, der er bundet til fire forskellige grupper.

Chiralitet er vigtig inden for kemien og biologien, da enantiomerer ofte har forskellige biologiske funktioner. Eksempelvis kan den ene enantiomerer af et lægemiddel have den ønskede virkning, mens den anden kan have uønskede bivirkninger eller være mindre effektiv. Der er derfor stor interesse i at kunne syntetisere chirale forbindelser med høj selektivitet (asymmetrisk syntese). Naturen er chiral og har udvalgt bestemte spejlbilleder som byggeklodser; eksempelvis foretrækkes D-kulhydrater og L-aminosyrer frem for deres enantiomerer, hhv. L-kulhydrater og D-aminosyrer.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig