Diazoforbindelser, organisk-kemiske forbindelser, der indeholder to nitrogenatomer knyttet sammen med en tripelbinding. De to hovedtyper er diazoniumsalte og diazoalkaner.

Faktaboks

Etymologi
Ordet diazoforbindelser kommer af di- og azoforbindelser.

Diazoniumsaltene, der er den vigtigste gruppe, dannes ved indvirkning af salpetersyrling på primære aromatiske aminer som fx anilin, C6H5NH2. Ved reaktionen, der kaldes diazotering, dannes et diazoniumsalt, [C6H5N≡N]+Cl-, der er et typisk salt, som er letopløseligt i vand og leder elektrisk strøm. Saltene er stabile i vand, men eksplosive i tør tilstand. Deres vigtigste anvendelse er til syntese af aromatiske forbindelser, idet diazogruppen let udskiftes med fx klor, brom eller jod (Sandmeyer-reaktionen). En anden vigtig anvendelse er til fremstilling af azofarvestoffer (se farvestoffer), hvor de "kobles" med aromatiske aminer eller fenoler. I 1858 opdagede Peter Griess (1829-88) denne azokobling, og det gav stødet til den kraftige udvikling af den kemiske industri i Tyskland (IG Farbenindustrie) i 1800-t.

Diazoalkanerne er ustabile neutrale stoffer. Det vigtigste er diazomethan, CH2N2, der er en eksplosiv, giftig, gul gas, der anvendes til syntese i etheropløsning. Se også azoforbindelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig