Ketoner, klasse af organiske forbindelser, der indeholder den funktionelle gruppe -CO-, carbonylgruppen, hvortil alifatiske eller aromatiske grupper er knyttet. Ketoner er oxidationsprodukter af sekundære alkoholer. De navngives systematisk ved at føje endelsen -on efter navnet på carbonhydridkæden. Den simpleste keton, acetone, CH3COCH3, betegnes således systematisk 2-propanon. Ved aromatiske ketoner og ofte også ved alifatiske ketoner anvendes radikalnavngivning, fx C6H5COC6H5, difenylketon.

Faktaboks

Etymologi
Ordet keton kommer af tysk Keton, dannet efter acetone.

Ketoner er nært beslægtede med aldehyder og har mange reaktioner fælles med dem. De adskiller sig mest karakteristisk fra hinanden ved aldehydernes lette oxidation til carboxylsyrer, hvor ketoner normalt kun kan oxideres under sprængning af carbonhydridkæden.

Ketongruppen forekommer i en lang række naturprodukter som fx i det biologisk vigtige vitamin K2 og coenzym Q (se ubiquinon), hvor den findes i en såkaldt quinoid struktur.

Alifatiske ketoner som fx acetone, methylethylketon (2-butanon) og diethylketon (3-pentanon) har stor anvendelse som opløsningsmidler for lakker, maling, sprængstoffer m.m.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig