kulhydrater (planter)

Næsten alle de kulhydrater, som indgår i næringsmidler eller industrielle produkter, udvindes fra planter. Mange landbrugsplanter dyrkes pga. deres indhold af kulhydrater, og som næsten rene kulhydrater fra planter kan nævnes stivelse (især fra majs, kartoffel og hvede), cellulose (fra bomuld) og sucrose (især fra sukkerrør og sukkerroer). Uforarbejdede planteprodukter indeholder normalt en række forskellige typer kulhydrater, bl.a. i form af oplagsnæring, strukturelle komponenter eller mellemprodukter i stofskiftet.

Kulhydrater som stivelse, sucrose og fruktaner oplagres bl.a. i frø og specialiserede rod- og stængelknolde (se knold og knoldplanter). Disse lagre forbruges ved spiring og er med til at sikre plantens evne til at overleve ugunstige vækstperioder.

Frugter har ofte et højt indhold af bestemte sukkerarter såsom glukose (deraf betegnelsen druesukker). Mange planter har også nektarier, som udskiller en meget koncentreret sukkeropløsning. Det høje sukkerindhold i frugter og nektar tjener som fødeemne for dyr, som spreder frø og pollen.

I planter har kulhydrater også en afgørende betydning som strukturelle komponenter. Alle planteceller er omgivet af en cellevæg, som overvejende består af forskellige typer polymere kulhydrater, bl.a. cellulose, hemicellulose og pektiner (se også celle).

Den primære dannelse af kulhydrater sker ved fotosyntese i bladene med sollys som energikilde. Alle andre dele af planten må importere kulhydrater fra bladene. I de fleste plantearter sker denne stoftransport i form af sucrose. Størstedelen af de kulhydrater, som ikke transporteres bort fra bladene, oplagres midlertidigt som stivelse, der så atter nedbrydes i løbet af natten. Fordelingen af fotosyntesens produkter mellem stivelse og sucrose afspejler en prioritering mellem oplagring og transport, hvilket har betydning for hele plantens kulstoføkonomi (se stofskifte).

Læs mere om kulhydrater.