Aromater, i mineralolieindustrien betegnelse for benzen, toluen og xylener (ofte betegnet BTX). Aromater er en væsentlig bestanddel af reformat, der er produktet fra en katalytisk raffinaderiproces, den såkaldte reforming.

Råmaterialet for reforming er oliefraktionen tung nafta, hvis indhold af cykloparaffiner (naftener) derved omdannes til aromater. Reformat med højt indhold af aromater har et højt oktantal og anvendes derfor som bestanddel af benzin. På grund af benzens kræftfremkaldende egenskaber ønskes denne anvendelse begrænset.

Reformat er udgangspunkt for fremstilling af benzen, toluen og xylener i ren form. Se også aromatiske forbindelser.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig