Holger Jørgensen, 25.11.1896-3.4.1971, dansk kemiingeniør; forskningsleder på Dansk Gærings-Industri 1924-58, professor 1950-66 i teknisk biokemi ved DTH. Jørgensen blev gennem sine mangeårige undersøgelser af hvedemel, kulminerende i disputatsen om bromats virkning ved bagning af hvedebrød (1941), en af Danmarks førende cerealkemikere. Han skrev endvidere en bog om pH-bestemmelse og dens betydning i næringsmiddelfremstilling (1935).