Faktaboks

Andreas Sigismund Marggraf
Født
3. marts 1709
Død
7. august 1782

Andreas Sigismund Marggraf, 3.3.1709-7.8.1782, tysk kemiker, fra 1735 ansat ved Det Kgl. Hofapotek i Berlin og fra 1760 leder af Videnskabernes Selskabs Laboratorium i Berlin. I 1744 skar Andreas Sigismund Marggraf en runkelroe i tynde skiver, tørrede dem, pulveriserede produktet, ekstraherede med alkohol og lod væsken afkøle langsomt. Der udkrystalliseredes et stof, som besad alle sukkers egenskaber. I løbet af de følgende år blev Marggraf og andre kemikere overbeviste om, at "Marggrafs salt" var sukker (sucrose).

Andreas Sigismund Marggraf opdagede i 1754 grundstoffet aluminium i den forstand, at han som den første fastslog, at alunjord (Al2O3) er noget helt andet end kalkjord (CaO). Frit aluminium blev først fremstillet af H.C. Ørsted i 1825. I 1758 viste Marggraf, at der er forskel på "naturlig alkali" (Na2CO3) og "kunstig alkali" (K2CO3), dels i krystalform, dels i flammefarve. De frie metaller natrium og kalium blev fremstillet af H. Davy i 1807.

I 1768 foretog Marggraf den første kemiske undersøgelse af reaktionen mellem flusspat (CaF2) og svovlsyre; frit fluor fremstilledes af H. Moissan i 1886.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig