Henri Victor Regnault, 21.7.1810-19.1.1878, fransk kemiker, der studerede luftarters egenskaber. Han påviste, at reale luftarter ikke nøjagtigt følger de love, som R. Boyle og J.L. Gay-Lussac havde opstillet, og siden da har man skelnet mellem ideale og reale luftarter. Henri Victor Regnault fremstillede en række af de organiske klorforbindelser, som nu bruges som opløsningsmidler; den mest kendte af disse er nok tetraklormethan. I 1854 blev han direktør for porcelænsfabrikken i Sèvres.