Kurt Alder, 10.7.1902-20.6.1958, tysk kemiker, modtog nobelprisen 1950 sammen med sin læremester Otto Diels. Alder blev 1926 doktor ved Kiels Universitet, hvor samarbejdet med Diels indledtes. I 1928 udgav de den første afhandling om dien-syntesen, senere også kendt som Diels-Alder-reaktionen. Denne havde været beskrevet før, men Diels og Alder foretog en systematisk afprøvning af metoden og viste dens alsidighed. I perioden 1936-40 arbejdede Alder i den kemiske industri for Bayer, Leverkusen, og blev i 1940 professor i Köln.