Leopold Gmelin, 2.8.1788-13.4.1853, tysk kemiker, professor i kemi i Heidelberg fra 1817. Leopold Gmelins forskningsindsats lå især inden for den fysiologiske kemi, men han opdagede også en række cyanidkomplekser. Leopold Gmelin huskes mest for sin store håndbog Handbuch der theoretischen Chemie, der blev udgivet første gang i 1817-19. Titlen er lidt misvisende, da værket er en systematisk præsentation af kemiens kendsgerninger ordnet efter grundstofferne. Den udgives stadig af Gmelininstituttet, Frankfurt am Main, men nu under titlen Handbuch der anorganischen Chemie.