Victor Meyer, 8.9.1848-8.8.1897, tysk kemiker; fra 1868 assistent for A. von Baeyer, 1871 for H. von Fehling, og fra 1872 professor i Zürich. I 1889 blev han R. Bunsens efterfølger i Heidelberg. Victor Meyer blev verdensberømt for sit arbejde med de organiske nitrogenforbindelser nitroalkaner og oximer. 1870-78 udviklede han en metode (Victor Meyers metode) til bestemmelse af den relative masse af molekyler. I 1883 opdagede han den cykliske svovlforbindelse thiofen. Victor Meyer understregede betydningen af molekylers rumlige opbygning og opfandt ordet stereokemi, ligesom han opdagede fænomenet sterisk hindring, der kan udelukke dannelse af visse stoffer. Al hans forskning blev udført med eksperimentatorens grundighed og med fantasi, og han var en fremragende lærer. I 1880'erne blev han syg, og han begik sluttelig selvmord.