Cyanamider, kemiske forbindelser, der indeholder atomgruppen =NCN. Det vigtigste er calciumcyanamid, CaNCN, der var den første industrielt fremstillede kvælstofgødning. Adolf Frank (1834-1916) og Nikodem Caro (1871-1935) tog patent på fremstilling af stoffet i 1895 ud fra calciumcarbid, som blev glødet i en elektrisk ovn med luft. Herved blev luftens kvælstof bundet: CaC2 + N2 → CaNCN + C

I jord omsættes calciumcyanamid langsomt ved hydrolyse og mikrobielle processer til ammoniak og nitrat. Den første industrielle produktion begyndte i 1905, men den mistede sin betydning efter fremkomsten af Haber-Boschs metode til fremstilling af ammoniak i 1913.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig