Fosforsyre.

Fosforsyre, orthofosforsyre, H3PO4 eller (HO)3PO, farveløst krystallinsk stof, smeltepunkt 42,3 °C. Fosforsyre er en middelstærk trivalent syre, der er mindre ætsende end svovlsyre, og som først ved højere temperaturer virker oxiderende. Den anvendes især til fremstilling af kunstgødninger og i mindre omfang til passivering (fosfatering) af jern, idet den kan danne et beskyttende lag af jern(III)fosfat på jernoverflader.

Teknisk fremstilling

Fosforsyre fremstilles teknisk på to forskellige måder. Efter den klassiske metode (våd metode) reagerer en stærk syre, normalt svovlsyre, med råfosfat (apatit) i store tanke, hvorved der dannes en opløsning af fosforsyre indeholdende udfældet gips, som frafiltreres. Efter en nyere metode (termisk metode) brændes rent fosfor, og det dannede fosforoxid reagerer med vand. Der fremstilles langt mest fosforsyre efter den våde metode, der giver en ret svag syre med 28-30 % P4O10, som især anvendes til fremstilling af kunstgødning. Denne syre indeholder urenheder fra råfosfaten, men kan renses og koncentreres. En renere og stærkere syre kan fås direkte ved den termiske metode, men denne procesvej er meget energikrævende.

Det gips, der dannes ved den våde metode, kan udfældes som semihydrat eller dihydrat, og varianter af metoden benævnes herefter. Således var det fosforsyreanlæg, som Superfos havde i Fredericia, et dihydratanlæg. Bortskaffelse af denne gips er et stort problem, da den er vanskelig at anvende på grund af sit indhold af urenheder, bl.a. fosfat, og eventuelt tungmetaller, fx cadmium. I Fredericia blev gipsen udledt i Lillebælt; produktionen af fosforsyre hos Superfos blev indstillet i 1986, hvorefter fosforsyre importeres.

De kondenserede fosforsyrer fremstilles ved koncentrering eller efter den termiske metode. Der foregår en betydelig international handel med fosforsyre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig