Salt (Udvinding), Den traditionelle måde at bryde salt på har været ved room and pillar-metoden (se minedrift). Eksempler på denne udvindingsmetode kan i dag ses i saltminer i Tyskland, Østrig og Polen. Rummenes størrelse er afhængig af brydningsdybden; normalt kan der brydes 45-65% af saltet, og resten står tilbage som piller. En alternativ brydningsmetode er ekstraktionsmetoden, hvor saltet i en salthorst opløses med fx varmt vand, og opløsningen pumpes til overfladen, hvor den inddampes. Metoden anvendes af Dansk Salt A/S (se Mariager Kommune).

Saltholdige opløsninger fra saltsøer som fx Det Døde Hav pumpes ind i kunstige inddampningsbassiner, hvor saltet udkrystalliseres. I områder, hvor fordampningen overstiger nedbøren, udvindes salt direkte af havvand som "solar salt". Havvandet ledes ind i lavvandede bassiner og inddampes. Denne metode er kendt fra de fleste Middelhavslande. Når saltholdigheden er 20% natriumklorid i et bassin, ledes vandet ind i et andet, hvor calcium, magnesium og jernkarbonater sammen med dele af calciumsulfaterne udfældes. Ved en koncentration på 26% NaCl ledes vandet til et tredje bassin, hvor det resterende calciumsulfat udfældes, og derefter følger udfældning af natriumklorid. Den årlige produktion af salt fra 1 ha inddampningsareal er ca. 100 t. En tidscyklus fra havvand til salt varer fra adskillige måneder til et par år, afhængigt af klimaet.

Tidligere blev der på Læsø produceret det såkaldte sydesalt, udvundet fra saltsøer på Rønnerne. I dag foregår sydning fra saltsydehytter, der fungerer som arbejdende museum (se Læsø Kommune).

Verdensproduktionen af salt er ca. 200 mio. t fordelt på mere end 100 lande, hvoraf USA tegner sig for ca. 20%, Kina ca. 12%, Tyskland, Indien og Canada hver for ca. 5% og Australien, Mexico, Frankrig, Storbritannien og Brasilien hver for ca. 3%.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig