Svovldioxid, SO2, farveløs, sundhedsskadelig og skarpt lugtende gas, kp. −10 °C. Svovldioxid fremstilles ved forbrænding af svovl eller ved ristning af pyrit. Heraf går det meste (98 %) til fremstilling af svovlsyre.

Svovldioxid forekommer naturligt i vulkanske gasser og opstår som uønsket biprodukt ved afbrænding af fossile brændsler (se svovl (forurening)) og ristning af visse sulfidiske malme, fx kobberkis. I sidstnævnte tilfælde kan ristegassen direkte anvendes til produktion af svovlsyre. Er der tale om røggas, kan svovldioxid udvaskes og anvendes til fremstilling af bl.a. svovlsyre.

Svovldioxids anvendelser beror bl.a. på dens blegende og desinficerende virkning, fx som blegemiddel i tekstil- og læderindustrien og som konserverings- og desinfektionsmiddel ved fx vinfremstilling. Der fremstilles desuden en række kemiske forbindelser ud fra svovldioxid, fx sulfitter og thiosulfater. Sulfitter anvendes bl.a. som reduktionsmiddel, og thiosulfater anvendes bl.a. som fikseringsmiddel ved fotografering. I celluloseindustrien bruges svovldioxid ved fremstilling af sulfitcellulose og i mineralolieindustrien som ekstraktionsmiddel for aromatiske forbindelser (se flertrinsprocessen).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig