Optisk hvidt, fluorescerende stof, som absorberer ultraviolet lys og udsender blåt lys. Materialer, der er imprægneret med optisk hvidt, kommer til at se mere hvide og skinnende ud, da det blå lys maskerer de gullige farver i fx tekstiler (både kunst- og naturfibre) og papir. Optisk hvidt anvendes desuden i bl.a. plast, farvestoffer og kosmetik. Brugen af optisk hvidt går tilbage til slutningen af 1920'erne.

Stofferne, der indgår i optisk hvidt, kan være derivater af stilben eller kumarin; den præcise kemiske sammensætning er ofte en forretningshemmelighed. Brugen af optisk hvidt i vaskemidler kan være miljømæssigt betænkelig, da stofferne er svært nedbrydelige i naturen og skadelige for vandlevende organismer. Optisk hvidt kan desuden give hudirritationer.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig