Miceller, (af lat. micella, dim. af mica 'lille korn, lille smule'), elektrisk ladede partikler af kolloid størrelse, dvs. ca. 1-100 nm. Et typisk eksempel er en sæbeopløsning, som indeholder mange fedtsyreioner, der er negativt ladede. Micellerne dannes, ved at de upolære hydrocarboner vendes mod hinanden; derved danner fedtsyreionerne en sfærisk struktur på ca. 30-100 molekyler med polære carboxylgrupper på ydersiden. Elektrisk er micellerne i ligevægt med modionerne, normalt natrium- eller kaliumioner fra sæben, hvilket gør dem stabile. Micellernes indre kan indeholde upolære småpartikler som fx snavs og fedtstof.

Biologisk

Miceller dannes i tarmen ved fordøjelse af fødens fedtstoffer (lipider). Fedtstoffer emulgeres af galdesalte til små dråber, før de nedbrydes af tarmens enzymer. Nedbrydningsprodukter af fedtstofferne danner sammen med galdesalte blandingsmiceller, hvorfra de nedbrudte fedtstoffer absorberes af tarmcellerne. Se også lipider og galde.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig