ISO

Oprindelig blev standarder fastlagt af nationale selskaber. Der var tidligt i 1900’tallet forsøg på at skabe internationalt samarbejde. Således blev International Federation of the National Standardizing Associations) ISA dannet i New York i 1926 og efterfølgende administreret fra Schweitz. På trods af dets transatlantiske fødested fik ISA hovedsagelig aktiviteter i det kontinentale Europa, hvorved det blev en ”metric” organisation baseret på brug af metersystemet. Et andet initiativ var United Nations Standards Coordinating Committee (UNSCC) etableret i 1944 af ”inch” landene USA, Storbritannien og Canada og med hovedsæde i London hos en anden standardiseringsorganisation IEC.

ISO stiftedes ved en sammenslutning af ISA og UNSCC. Sammenslutningen drøftedes i London i 1946, og deltagerne besluttede, at sekretariatet skulle ligge i Geneve og i samarbejde med IEC. Man ville dog kun starte organisationen, hvis mindst 15 medlemslande inden for seks måneder havde sluttet sig til. D. 23. februar 1947 kunne ISO starte, straks efter Danmark som nummer 15 havde sendt den nødvendige tilslutning.

De første år gik arbejdet langsomt og forsigtigt, og man startede med ”anbefalinger”. På ISO’s fem års fødselsdag var to anbefalinger publiceret, og på 10. år kun 57 anbefalinger. Mens ISO i alt vedtog 100 anbefalinger i 1950’erne, kom gennembruddet i 1960’erne med 1.400 publicerede anbefalinger. Frem til 1980’erne udstedte ISO relativt få standarder i forhold til de nationale institutter, men herefter tog den internationale udstedelse fart, mens antallet af nationale standarder reduceredes betydeligt. I 1997 nåede antallet 10.850 standarder.

ISO’s politik har udviklet sig efter tidens behov. Tekniske komitéer for miljø etableredes i 1971 med emnerne luftkvalitet og vandkvalitet, i 1980 en komité om solenergi, og i 2005 dannede ISO i samarbejde med IEC en teknisk komité for et ledelsessystem for informationssikkerhed.