Tilfældige tal er tal der er udvalgt ved lodtrækning eller lignende metoder. Sådanne tal har mange anvendelser, bl.a. ved computersimuleringer af systemer, hvori tilfældigheder indgår. Der findes tabeller over tilfældige tal, som stammer fra en bestemt lodtrækning, fx Klasselotteriets. Man kan også frembringe pseudotilfældige tal vha. en computeralgoritme; tallene er strengt taget ikke tilfældige, men deres fordeling ligner en tilfældig fordeling. Begge typer tal bruges til fx stikprøver og har den fordel, at man kan gentage stikprøven med en nøjagtig kopi, når det ønskes. Ægte tilfældige tal kan genereres vha. en fysisk proces, der er principielt uforudsigelig, fx kast med en terning eller radioaktivt henfald.

Mange metoder til kryptering, fx af transaktioner på Internettet, skal bruge tilfældige tal til at generere kodenøgler. I praksis anvender man pseudotilfældige tal, og det er derfor af sikkerhedsgrunde vigtigt, at uforudsigeligheden af disse tal er stor nok.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig