Emmy Noether var en tysk matematiker, ekstraordinær professor i Göttingen fra 1922 og gæsteprofessor ved Bryn Mawr College i Pennsylvania fra 1933. I begyndelsen af 1900-tallet kunne kvinder ikke immatrikuleres eller ansættes ved tyske universiteter, men bl.a. David Hilbert, der inviterede hende til Göttingen i 1915, hjalp hende til at få mulighed for at drive matematisk forskning. Emmy Noether anses for en af den moderne algebras grundlæggere, og hendes navn er især knyttet til idealteorien og teorien for hyperkomplekse talsystemer (såkaldte algebraer). Hun gav også bidrag til den matematiske fysik, bl.a. den såkaldte Noethers sætning, der giver en sammenhæng mellem et systems symmetriegenskaber og dets bevarede størrelser.