James Joseph Sylvester var en britisk matematiker. Efter en kort universitetsansættelse i 1841 i USA virkede han som jurist i London. Han blev professor i matematik ved Royal Military Academy i Woolwich 1855, ved Johns Hopkins University i USA 1876 og professor i geometri i Oxford 1883. Sylvesters matematiske produktion er bred og omfattende, specielt inden for algebra og invariantteori, hvor han også skabte ny terminologi, fx ordet matrix inden for lineær algebra. Han besøgte i 1889 København og satte Julius Petersen i gang med grafteori. I 1878 grundlagde Sylvester American Journal of Mathematics.