Salomon Bochner var en amerikansk matematiker født nær Krakow, Polen. Efter uddannelse i Berlin og ansættelse i München kom Bochner i 1933 til Princeton University, USA, hvor han var professor til 1968. Derefter professor ved Rice University i Texas. Bochner har ydet fundamentale bidrag til mange områder af matematik, bl.a. Fourieranalyse, funktioner af en og flere komplekse variable og differentialgeometri. Særlig kendt er Bochners sætning fra 1933 i Fourieranalyse, der karakteriserer den Fouriertransformerede af en sandsynlighedsfordeling. Bochners arbejder om næstenperiodiske funktioner simplificerede Harald Bohrs teori.