Faktorforsøg er en fællesbetegnelse for en række statistiske forsøgsplaner, hvori behandlingerne kan beskrives på en særlig simpel måde. Antag, at man ønsker at bestemme et udbytte af et dyrkningsforsøg, hvori der anvendes to forskellige gødningstyper A og B. Det antages yderligere, at gødningstyperne kan anvendes med en lav og med en høj dosering, Alav og Ahøj hhv. Blav og Bhøj. Gødningstyperne kaldes da faktorer, og de siges i dette tilfælde at optræde på to niveauer. En behandling vil være en kombination som fx (Alav,Bhøj). Udføres der forsøg svarende til alle kombinationer af alle niveauer af en given faktor med alle niveauer af de øvrige faktorer i forsøget, er der tale om et (fuldstændigt) faktorforsøg. Et sådant forsøg skal ses som en modsætning til forsøg, hvor der kun ændres en faktor ad gangen. Anvendes kun gødningskombinationerne (Alav,Blav og Ahøj,Bhøj), vil man ikke få afprøvet kombinationen (Alav,Bhøj) og dermed heller ikke have mulighed for at bestemme den optimale kombination af gødningsniveauer.