En fod er et længdemål, der svarer den omtrentlige længde af en voksen mands fod. Et sådant længdemål har været anvendt i mange lande siden antikkens Athen (hvor 1 fod = 0,3083 m) og Rom (hvor 1 fod = 0,2957 m). Normalt underdeles en fod i henhold til tolvtalsystemet (1 dansk fod = 1/2 alen = 12 tommer a 12 linjer a 12 skrupler).

I Christian 5.s forordning om mål og vægt fra 1683 blev den danske fod af hensyn til handel med udlandet sat lig med en rhinlandsk fod, og astronomen m.m. Ole Rømer fik til opgave at fremstille prototyper i form af messingskinner med indgraverede delestreger.

Frem til 1835 var denne fod (= 0,31407 m) den danske definition. På det tidspunkt kunne små afvigelser mellem Ole Rømers fod og forskellige udenlandske prototyper af den rhinlandske fod ikke længere tolereres, og Danmark og Preussen enedes om en ny fælles værdi (0,31.385 m). Der blev fremstillet to identiske prototyper, der var basis for danske længdemålinger, indtil metersystemet blev indført i Danmark ved lov af 4. maj 1907.

De engelsktalende lande ønskede at bibeholde deres traditionelle længdemål, men knyttede det i 1893 definitionsmæssigt til metersystemet (1 foot = 0,3048 m). Storbritannien har i henhold til EU-direktiv officielt indført metrisk terminologi fra år 2000.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig