Skålvægt, vejeinstrument bestående af en bjælke, som kan rotere om en vandret akse, samt to vægtskåle, der er ophængt i hver sin ende af bjælken. Mest kendt er den ligearmede vægt, hvor afstandene fra vægtskålenes ophængningspunkter til bjælkens omdrejningspunkt er lige store. Et legeme vejes ved at placere det i den ene vægtskål og tilføre lodder med kendt masse i den anden, indtil bjælken balancerer. Hvis vægten er ligearmet, er massen af legemet lig med massen af de tilførte lodder. Se også bismer og decimalvægt.