En brandmand er en person, der er tilknyttet brandvæsenet. I større byer er brandstationen døgnbemandet, og brandmandskabet er heltidsansat, men ellers består mandskabet af deltidsansatte eller frivillige, der møder på brandstationen i tilfælde af brand.
De deltidsansatte og frivillige brandmænd skal bo og arbejde ganske tæt på brandstationen, da de ved alarmering skal kunne møde på brandstationen og afgå i brandkøretøjerne inden for 5 minutter.
Brandmændene bliver alarmeret via en avanceret pager (personsøger), der ud over at modtage beskeder også kan sende et statussvar tilbage. Nogle pagere kan også overvåges med GPS, så brandvæsnets vagtcentral ved, hvor mange brandmænd der er tæt nok på brandstationen til at kunne møde inden for 5 minutter.
De deltidsansatte brandmænd modtager et mindre honorar for at stå til rådighed, men modtager ellers kun løn, når de deltager i udrykninger.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.