Dilatationsfuge, betegnelse for de bevægelige fuger, som indbygges i lange broer og andre store konstruktioner for at muliggøre de bevægelser, som fremkaldes under de bærende elementers temperaturudvidelse og -sammentrækning. I broer udføres dilatationsfugerne vandtætte, fx ved at opbygge dem af deformerbare strimler af kunstgummi indlagt mellem en række stållameller.

Faktaboks

Etymologi
Ordet dilation kommer af latin dilatatio 'udvidelse', af dilatare 'udvide, udbrede', egl. 'gøre bred'.

På grund af de bevægelige dele er dilatationsfuger karakteriseret ved et større slid end de faste konstruktionsdele, hvorfor vedligeholdelsesudgifterne er relativt store. Man vil derfor ofte søge at reducere antallet af dilatationsfuger mest muligt. I den 6,8 km lange Østbro mellem Sjælland og Sprogø er der således kun indlagt fire dilatationsfuger, hvoraf de største kan klare temperaturbevægelser på op til 2,2 m.

Se også bro.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig