• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bjælkelag

Oprindelig forfatter SKoch Seneste forfatter Redaktionen

bjælkelag, etageadskillelse, der danner gulv i rummet over og loft i rummet under dette. I sin enkleste form består et bjælkelag af bjælker, understøttet af mure eller af søjler og bjælker, og dækket af brædder. Ud over at skulle overføre lodrette belastninger til væggene har bjælkelag stor betydning for hele bygningens stabilitet. Endvidere skal konstruktive krav som lyd- og brandisolering som regel også opfyldes. Disse krav er tilgodeset i træbjælkelaget, som var den almindelige form for etageadskillelse i byggeriet op til 1950'erne.

Ved større gennemskæringer af træbjælkelaget, som fx ved trapper, foretages udvekslinger, idet der anbringes et stykke tømmer (veksel) på tværs af bjælkeretningen for at overføre belastningen fra de overskårne bjælker til de gennemgående bjælker.