Dome, (af fr. dôme 'kuppel', af gr. doma 'hus, tag'), kuppellignende bygningskonstruktion, der kan udføres med et minimum af materialer i forhold til det overdækkede areal. I en dome er forholdet mellem overflade og rumfang mindre end i traditionelt byggeri, hvilket medfører mindre varmetab. De eleganteste konstruktioner af denne art er udviklet af den amerikanske ingeniør R. Buckminster Fuller; i Danmark er de især blevet anvendt inden for økologisk byggeri. Se også kuppel.