Normer, (af lat. norma, se norm), bestemmelser, der skal opfyldes i forbindelse med projektering og udførelse af bygningskonstruktioner. I Danmark fremkom de første normer i 1890'erne, og siden er der kommet et større antal, ligesom normer er blevet revideret løbende i takt med den tekniske udvikling og ny erkendelse. I Danmark er normarbejdet specielt derved, at normerne er blevet udarbejdet gennem en stor frivillig og ulønnet indsats, som indtil begyndelsen af 1990'erne blev forestået af Dansk Ingeniørforening. Derefter har Dansk Standard stået for udarbejdelsen.

Normerne består af bestemmelser om de laster, der skal dimensioneres for; om generelle sikkerhedskrav, herunder lastkombinationer; om konstruktioner af forskellige bygningsmaterialer og om fastsættelse af deres regningsmæssige styrke. Normerne tjerner således til at sikre mod en konkurrence på bekostning af sikkerheden. I 1970'erne indledtes et arbejde med at udarbejde fælles europæiske normer, Eurocodes; i 2006 var disse færdige i et sammenhængende sæt. At udarbejdelsen har taget flere årtier, skyldes bl.a., at landenes forskellige traditioner har skullet harmoniseres. Eurocodes ventes at erstatte de nationale normer inden 2010; i Danmark dog 2008.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig