Gitterkonstruktion, konstruktion bestående af et system af stænger, der oftest danner en række trekanter ved siden af hinanden. De punkter, hvori gitterstængerne mødes, kaldes knudepunkter. Bjælker og buer kan opbygges som gitterkonstruktioner.

Til trods for, at samlingerne mellem stængerne har en betydelig stivhed, kan man ved beregning og konstruktion forudsætte, at der i knudepunkterne er fri drejelighed mellem stængerne. Da konstruktionerne normalt udformes, således at de ydre kræfter ledes til gitteret i dets knudepunkter, vil de enkelte stænger alene blive påvirket til enten træk eller tryk bortset fra mindre væsentlige forskydningskræfter og bøjningsmomenter.

Ved dimensionering af stænger for træk, trækstænger, skal det sikres, at stængerne har et tilstrækkeligt tværsnitsareal. Der må tages hensyn til, at boltehuller i en trækstang ved tilslutning til et knudepunkt medfører en formindskelse af tværsnitsarealet. Ved dimensionering for tryk, trykstænger, skal det sikres, at stængerne er tilstrækkelig stive, ligesom det er nødvendigt, at knudepunkterne er hindret i bevægelse ud af konstruktionens plan.

Gitterkonstruktioner benyttes i broer, fx den første Lillebæltsbro og Dronning Alexandrines Bro mellem Sjælland og Møn, i master og tårne og som spærfag i tagkonstruktioner. Lillebæltsbroen har to lodrette gitre, som overfører lodret last til fundamenterne, og to vandrette gitre, som overfører vandret last, der især skyldes vindpåvirkning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig