Tørdokker, der anvendes til reparation af skibe, må have relativt dybtliggende porttærskel og bund, fordi de skibe, der skal ind og betjenes, er fuldt udrustede og derfor har stor dybgang i forhold til en tilsvarende nybygning.
Dokker udstyres med store pumpeanlæg. Tømningstiden varierer fra ca. to til otte timer, kortest for reparationsdokker og længst for nybygningsdokker, som har meget længere imellem operationerne.
Næsten alle større skibe har i dag en stor, plan bund, således at skibet, når det er i dok, kan hvile stabilt på flere rækker af kølklodser med ens højde. Dokkens forsyning med materialer sker ved hjælp af kraner, der kører på dokplanet. Ved nyere dokker, som anvendes til bygning af skibe, benyttes undertiden portalkraner, som spænder mellem dokkens vægge og kører i hele doklængden. Ved hjælp af sådanne kraner kan hele skibssektioner transporteres fra værksted til dok, hvor samlingen sker. Ved at fremstille store sektioner på land opnås en formindskelse af den tid, dokken beslaglægges.
I perioden 1950-70 blev der i Danmark bygget en række større tørdokker, bl.a. af Helsingør Skibsværft (1955) maks. 8000 t dødvægt, B & W (1956 og 1961) maks. 80.000 t dødvægt, Nakskov Skibsværft (1957) maks. 16.000 t dødvægt og Odense Stålskibsværft A/S, Lindø (1959 og 1967) maks. 150.000 og 500.000 t dødvægt.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.