Mole. 1 Skråningsmolen er den hyppigst anvendte moletype og udføres med og uden bølgeskærm på toppen; vanddybden kan være indtil 50 m. De fleste moler i indre danske farvande har dæklag af søsten med masser fra 300 kg til 3 t. Med en skråningshældning 1 lodret og 2,5 vandret (1:2,5) kan disse dækstenslag modstå bølger med bølgehøjder på fra ca. 1,4 m til ca. 3,0 m. Dæklag af sprængsten med en sædvanlig massetæthed på 2,65 t/m3 og en skråningshældning på 1:2,5 kan modstå storme med en bølgehøjde på op til ca. 6 m. På kyster med større bølger, og hvor store sten ikke er tilgængelige eller er for dyre at fremskaffe, anvendes betonblokke. Blokformen varierer fra simple kuber til mere komplekse typer som accropoder, dolosse og tetrapoder, hvis facon sikrer en øget sammenlåsning af blokkene i forhold til fx kuber. Som følge heraf kan disse blokke sammenlignet med sprængsten af samme vægt modstå større bølger på helt op til ca. 19 m bølgehøjde. 2 En særlig enkel form for skråningsmole består af sprængsten, som dumpes i havet, hvorefter bølgerne selv former skråningsprofilet. Der dannes herved en banket i et S-lignende ligevægtsprofil, som er optimalt mht. modstandsdygtighed over for flytninger af stenene (eng. reshaping eller berm breakwater). Anvendes sorterede sten af næsten ensartet størrelse i den del af stenmassen, hvor omformningen sker, kan molen modstå bølger, der er ca. 1,5 gange højere end en stenmole med hældning 1:2,5 og samme størrelse sten i dæklaget. Stenforbruget er dog noget større. 3 Moderne vertikalmoler udføres af jernbetoncaissoner, som støbes i tørdok, på en bedding eller flydende i vandet under gradvis nedsænkning. Efter bugsering til molelokaliteten nedsænkes caissonen ved belastning med vand og sand på et lag af afrettede sprængsten. Overbygningen støbes efter fyldning med sand. På store vanddybder anvendes et højt fundament af sprængsten. 4 En skrå afskæring reducerer de væltende og flyttende bølgekræfter på caissonen, hvorved stabilitet kan opnås ved en smallere caisson. Udformningen betegnes ofte Hanstholmtypen, idet den første gang blev anvendt ved denne havns udbygning i 1960'erne. 5 En perforeret front reducerer bølgekræfterne, især ved brydende bølger, i forhold til en massiv væg. Tilsvarende reduceres også bølgerefleksionen, hvilket er af betydning for manøvrering af skibe nær molen. Konstruktionen benævnes ofte Jarlantypen efter den franske opfinder.

.

Mole, eng. breakwater, ydre bygværk, der beskytter mod bølgeindtrængning i havnebassiner. Moler placeres, så de skærmer af for de dominerende bølgeretninger, og molehovederne, der markerer havneindsejlingen, placeres under hensyntagen til mindst mulig bølgeindtrængning og til gode besejlingsforhold for skibene.

Faktaboks

Etymologi
Ordet mole kommer via tysk fra italiensk molo 'bølgebryder', fra latin moles 'masse, dæmning, bølgebryder'.

Hvor der er sedimenttransport, må moler og havneindsejling udlægges således, at bundfældning i størst muligt omfang undgås i indsejling og bassiner. Luvsidetilsanding og læsideerosion kan dog sjældent undgås, hvor moler stikker ud fra kysten.

Moler konstrueres efter to forskellige hovedprincipper. Vertikalmoler har lodret front, der reflekterer bølgerne og dermed energien tilbage i havet. Skråningsmoler har hældende front, der fremkalder bølgebrydning. Herved omdannes, dissiperes, en stor del af bølgeenergien til fx friktionsvarme, således at bølgerefleksionen og bølgeuroen foran molen formindskes kraftigt i forhold til situationen ved vertikalmoler.

Moler hører til havnens dyreste konstruktioner, især ved store vanddybder, idet prisen groft sagt stiger med kvadratet på vanddybden. Da de lokale forhold veksler meget, og da nøjagtige teoretiske beregninger ikke er mulige, udføres modelforsøg til optimering af molekonstruktioner.

Skråningsmoler

Den traditionelle skråningsmole opbygges af en kerne af stenmaterialer, oven på hvilken der lægges to eller flere lag større sten. Yderste dæklag består af et eller to lag sten eller betonblokke, hvis vægt er tilstrækkelig til at modstå bølgekræfterne. Stenstørrelserne afpasses således, at det finere kernemateriale ikke kan vaskes ud igennem stenlagene. Skråningshældningen på havsiden er noget stejlere end på havnesiden; jo stejlere skråning, jo større skal dæklagsstenene være. Molens højde bestemmes af, hvor meget overskyl og sprøjt der kan tolereres.

I indre danske farvande, hvor langt de fleste skråningsmoler ligger på vanddybder mindre end 6 m, er molerne udført med kerne af mindre sten, ral, og filterlag og dæklag af større sten, søsten. Pga. knappe råstofresurser og miljømæssige restriktioner kan der i dag ikke skaffes større mængder søsten. I stedet anvendes i Danmark sprængsten fra stenbrud i Sverige og Norge. Sprængsten har større stabilitet end de mere afrundede søsten og kan desuden udsprænges i størrelser op til ca. 20 t.

Vertikalmoler

Ældre vertikalmoler blev opbygget af store betonblokke ofte med en vægt på over 100 t, der som et murværk blev stablet oven på hinanden. Nyere konstruktioner udføres i reglen af sænkekasser af jernbeton, caissoner, som fyldes med sand eller sten og anbringes ved siden af hinanden på et afretningslag af sten. Caissonbredden er i de fleste tilfælde lidt mindre end højden, der bestemmes af vanddybde samt det tilladelige overskyl. Typiske caissonlængder er 15-40 m. På vanddybder større end ca. 20 m er det ofte økonomisk fordelagtigt at anbringe caissonerne på et højt fundament af sprængsten.

I almindelighed er vertikalmoler kun prismæssigt konkurrencedygtige, hvis vanddybden er større end ca. 20 m. I områder, hvor der under storm sker bølgebrydning pga. begrænset vanddybde i forhold til bølgehøjden, bør vertikalmoler ikke anvendes, idet de brydende bølger giver meget store, men kortvarige laster på væggen (såkaldte impulslaster), som er vanskelige at bestemme.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig